Ved hjælp af tekst, billeder og videoer, vil denne blog give jer derhjemme et indblik i, hvad vi går og laver på Virgin Islands i forbindelse med TST-projektet, som er et samarbejde under Associated Schools Project i UNESCO-regi.

torsdag den 14. januar 2016

Dag 6

Se dagens video her: St. Croix dag 6 video

I dag er det en uge siden, vi ankom til øen. Tiden flyver afsted, og vi har ærlig talt ikke lyst til at tage hjem igen! Heldigvis har vi en hel uge tilbage.
Vi startede dagen med at stå tidligt op, da vi skulle på skolebesøg. Desværre viste det sig, at Annika (en af lærerne) havde fået et astmaanfald og derfor måtte melde sig syg. Cecilie og Magnus var de eneste, der kom afsted, da de skulle besøge en anden skole, end den hvor Annika var lærer. 
Vi andre slappede af, nogle tog på stranden, mens Rasmus løb sig en ambitiøst løbetur i den varme morgen.
På skolebesøget gav Cecilie og Magnus oplæg i to forskellige klasser, en syvendeklasse og en ottendeklasse. Begge klasser var meget glade for besøget og stillede mange spørgsmål. Efterfølgende var der lidt tid til overs, hvor vi sad på en af lærernes kontor og hørte om, da hun havde været på besøg i Danmark. 
Idet vi skulle hentes, var Mr. Bannis (taxa-chauffør) ingen steder at se. Det gjorde ikke så meget, da det gav os mulighed for at overvære en musikklasse spille på olietønder. De var virkelig dygtige, og derfor var det også nemt at gætte de sange, de spillede.
Efterfølgende, da vi alle var samlet, gik turen mod Frederiksted. Vi fik frokost på et ”kulturhus”, der serverede vegetarisk mad. Specielt, men meget velsmagende. Mætte og tilfredse stod programmet nu på rundtur i Frederiksted. Vi blev vist rundt af Ms. Asta. En meget elskværdig ældre kvinde, der er mellem 70-90 år. Hun var ikke ligesom alle andre ”normale” guider. Hun fortalte og fortalte, og talte til dem der stod nærmest. Hun var enormt frisk og energisk, og det var om at følge med, når hun i rask tempo gik fra det ene til det andet. Vi blev vist rundt i det meste af byen, og vi var bl.a. på Fort Frederik, som blev bygget mellem 1752 og 1760 og var opkaldt efter Frederik d. V. Fortet var ment som et tilflugtssted i tilfælde af slaveoprør.
Efter byvandring stod aftenen på et foredrag i Christiansted om fremtidens energiformer på St. Croix. Vi var dog lidt skeptiske omkring det, men det viste sig at være ret interessant. Forskellige folk holdt oplæg, bl.a. en dansker der fortalte om, hvordan vi genbrugte skrald i Danmark. Da de 1,5 times foredrag var færdigt, blev vi kørt hjem af Mr. Bannis, som gav den fuld gas med caribisk remix musik hele vejen hjem.


1 kommentar:

  1. Dejligt at kunne følge med fra "fastlandet". Desværre peger dagens video på en 404'er! I snevejret glæder vi os til en opdateret link (-: Fortsat god tur

    SvarSlet