Ved hjælp af tekst, billeder og videoer, vil denne blog give jer derhjemme et indblik i, hvad vi går og laver på Virgin Islands i forbindelse med TST-projektet, som er et samarbejde under Associated Schools Project i UNESCO-regi.

lørdag den 16. januar 2016

Dag 8

Dagens video: St. Croix dag 8 video

Den ottende dag på St. Croix bestod af et stramt program. Dagen startede ud med et oplæg i Botanical Garden, hvor to danske oplægsholdere præsenterede nogle forskellige aspekter af slavehandlen, som de begge har skrevet en "master" (universitetsopgave) om. Vi fandt det spændende at blive præsenteret for to nye, og ikke mindst anderledes synsvinkler på de historie begivenheder, hvor der bl.a. blev lagt vægt på kvindernes forhold efter slavehandlen var ophørt.

Efter foredraget blev vi hentet af Mr. Bannis som kørte os hen til den lokale radiostation, WSTX Radio, hvor vi skulle deltage. Her blev vi interviewet af Abdul, som bl.a. spurgte ind til, hvad vi havde lært på øen samt hvilke oplevelser, vi fandt mest interessante. Desuden var de to lærere, Anika og Zara, fra de to skoler, vi havde besøgt, også medvirkende og fortalte om TST-netværket. Vi afsluttede radio-sessionen med sangen Jeg ved en lærkerede som blev modtaget med stor begejstring og klapsalver. De fik især øje på Rasmus' "sangtalent," hvilket resulterede i, at han fik et tilbud om at komme tilbage til øen og gøre sangkarriere, hvis han en dag blev træt af livet i Danmark. 
Efter at have gjort lytterne tilfredse på St. Croix, gik turen hjemad, hvor vi havde en enkelt time til fri afspænding, inden turen gik videre til Estate Whim, hvor to unge pianister spillede en lang række klassisk musik på kun et klaver. Det var nogle utrolige musikstykker, de havde komponeret, og man kunne under koncerter mærke, hvordan deres entusiasme og indlevelse førte musikken til en helt anden dimension, end nogensinde før. En meget smuk og rørende oplevelse for både lærere og elever.
Efter koncerten blev vi hentet af Durane i hans pick-up truck, hvor vi fik lov at sidde på ladet hjem. Dagen sluttede hermed på bedste vis, og vi kan nu alle gå i seng med en masse nye oplevelser og indtryk.

Dag 7


Video St. Croix dag 7
Buck Island var dagens første destination. Øen og dens omkringliggende koralrev er en amerikansk nationalpark, hvilket også kom til syne på turen. Der var ubeskrivelig smukt. Turen bød først på snorkling i koralrevet, hvorefter der var mulighed for at gå i land på Buck Island Beach.
Koralrevet var fyldt med farverige og livlige fisk, og Kristine var endda så heldig at spotte en lille skildpadde under snorkelturen. Denne fantastiske undervandsoplevelse var uden tvivl noget vi nødt hver og en, lige fra den erfarede dykker til nybegynderen.
Efter en vellykket tur i bølgerne og med hovedet under vand gik kursen mod stranden, som strakte sig flere hundrede meter og udelukkende bestod af sand. Ikke én sten kunne spottes på hverken på stranden eller havbunden. Det blev til en masse fis og ballade i den time, som var sat af til strandbesøget, og vi var alle tilpas trætte, da vi gik ombord på båden, som sejlede os tilbage til St. Croix.
Eftermiddagens program stod til mere eller mindre fri disposition, og vi udnyttede derfor muligheden til at slappe af og hygge os, før vi om aftenen tog ned i Frederiksted, hvor et lokalt jazz-reggae band spillede i parken. Der var lagt op til fest og glade dage, og de lokale, såvel som turisterne, havde fundet vej ud af husene med deres campingstole under armen og højt humør. Der blev både svinget med hofterne og nydt en en drink i den caribiske aftenstund.